Til lykke med fødselsdagen!

Mens morgensolen brød frem, samledes elever og medarbejdere foran Realskolen for at synge skolens sang og hejse flaget i anledning af skolens 133-års fødselsdag mandag den 28. august.
Straks efter gik de morgenduelige efter mælkekasser i Kvickly, som hvert år udlåner kasser til den traditionsrige dyst i stabling af mælkekasser, og derefter kunne man gå i gang med dagens program.

Eleverne var på forhånd blevet delt ind i hold på tværs af klasser og årgange, som dystede mod hinanden. I afdeling 1 udfordrede holdene hinanden i så vidt forskellige discipliner som sækkeløb og længdespring, vandbæring og gummistøvlekast på sportsbanerne ved Vestergade, mens afdeling 2 blev på skolens område, hvor den blandt andet stod på tovtrækning og ringridning, stafetløb og mælkekassestabling. Her var hold 5 for øvrigt tæt på at slå rekorden i mælkekassestabling. Den lyder på 31 mælkekasser oven på hinanden; holdet nåede op i en højde på 29, før de grønne plastkasser drønede ned i halgulvet.

Traditionen tro i afdeling 2 blev fødselsdagen afdanset under kyndig vejledning af Vibeke Kjærgaard:
http://www.skoletube.dk/video/3122127/aa9e599f3eebdf7890ef

Så også i år blev det en festlig fødselsdag med masser af sjov, samarbejde og indædte dyster – og vejret viste sig fra sin bedste side!